Børneattester
Alle folkeoplysende foreninger er lovmæssigt forpligtiget til at indhente børneattester på trænere/ledere mv., som er i direkte kontakt med børn under 15 år. En børneattest er en del af straffeattesten, og hvis en person er dømt for seksuelle overgreb mod børn, vil det fremgå af børneattesten. Det er en betingelse for at modtage tilskud og få anvist lokaler, at foreningen indhenter børneattester.
Det er nemt at indhente børneattester og kræver kun få ressourcer af foreningen.
1. Udpeg en person, som skal indhente, modtage og opbevare børneattesterne
2.
Find den rigtige blanket nederst til højre på denne side og print den
3. Udfyld blanketten og få de pågældende trænere, instruktøre, ledere mv. til at underskrive den
4. Send blanketten til
Rigspolitiet
Juridisk Afdeling, Kriminalregisteret, Børneattester
Polititorvet 14
1780 København V
5. Kontakt evt. jeres hovedorganisation for vejledning, hvis I modtager en positiv attest
Når I modtager børneattesterne fra Kriminalregisteret, kan nederste del af blanketten (under den stiplede linje) opbevares som dokumentation for, at I har indhentet børneattester.
Vær opmærksom på, at DIF, DGI, DFIF tilbyder deres medlemmer at modtage og håndtere positive børneattester. Efterfølgende rådgives foreningens bestyrelse om konsekvenserne af en positiv attest af hovedorganisationens rådgivere. Hvis I ønsker at tage imod dette tilbud, skal I anvende en særlig blanket, der giver mulighed for at krydse af, hvilken hovedorganisation der skal modtage oplysningerne. Blanketten finder du til højre på denne side, men du kan også rekvirere den hos din hovedorganisation.
Foreninger under DUF kan henvende sig til deres landsorganisationer for råd og vejledning.
Husk at indhentelse af børneattester ikke kan stå alene som forebyggelse, da ikke alle pædofile har været dømt for seksuelle overgreb.
Erklæring om indhentelse af børneattest
Pr. 1. januar 2010 skal alle folkeoplysende foreninger hvert år indsende en erklæring om, at de indhenter børneattester på trænere mv. som er i kontakt med børn under 15 år. Erklæringen skal indsendes selvom foreningen ikke har aktiviteter for børn under 15 år. Erklæringen er en betingelse for, at kommunalbestyrelsen kan yde tilskud eller anvise lokaler.
Hvis foreningen ikke har aktiviteter for børn under 15 år, behøver I ikke indhente børneattester, men I skal altså stadig indsende erklæringen. Først hvis I på et tidspunkt får aktiviteter for børn under 15 år, er det aktuelt for jer, at indhente børneattester.
Erklæringen skal afgives én gang årligt til Glostrup Kommune. Det er foreningens tegningsberettigede efter vedtægterne, der afgiver erklæringen på foreningens vegne. Erklæringen kan afgives med foreningens digitale signatur. Du kan hente erklæringen her.
Folder om håndtering af børneattester, forebyggelse og seksuelt misbrug
Glostrup Kommune har udarbejdet en informationsfolder, hvor foreninger kan finde information om børneattester samt om forebyggelse og håndtering af seksuelle overgreb. I folderen kan du også få information om, hvor du skal henvende dig ved mistanke eller viden om seksuelle overgreb i foreningen. Du kan downloade folderen her fra siden.
Opdateret 14. september 2011
Top